22. Oktober 2019 01:23:30
Navigation
Forside

DEBATFORUM

Hvad er PCO
PCO kost
PCO artikler
PCO brevkasse
PCO historier
PCO opskrifter
Din gæst har PCO
Dokumentar om PCO

Nyheder
Linksamling
Artikler oversigt
Brugernes opskrifter

Søg
Hjælp
Hjælp til Forum
Link til pcoforum
Om PCOforum.dk
Kontakt pcoforum.dk
PCO Awareness Ribbons

Nyeste artikler
Jeg havde det på for...
En god hverdag med PCO
Jul - Marcipanroulad...
Jul - Marcipan
Jul - Brunkager
PCO Kostvejledere





Mød Majbritt
PCOforum på din mobil
Scan og få PCOforum
på din Iphone el.
Smartphone

Scan og få PCOforum på din mobil

1000 brugere
Statistik
Unikke besøg: 28716354
5928 besøg pr. dag
Se indlæg
Hvem er her? 1 gæst(er)
 Udskriv debat
humør....
MYES
Jeg får rigtig smidt nogle spørgsmål idag...

Jeg er lige startet under uddannelse som social og sundhedshjælper og er nu ude i min praktik. Men jeg har det virkelig svært med det. Jeg vil så gerne have denne uddannelse, da det virkelig er noget jeg brænder for. Desværre skal der ikke ret meget til at slå mig ud. Hver gang jeg kommer ud i noget uanset hvad det er, så ser jeg sort på det hele, jeg er sikker på de andre ikke kan lide mig, jeg kan ikke finde mig til rette og føler slet ikke jeg gør tingene godt nok. Jeg har hele tiden lyst til at sætte mig til at tude, og kæmper virkelig med tårerne for der ikke er nogen der skal se det. Det er så kedeligt at have det sådan. Bare det at kæmpe mig igennem er virkelig svært... Jeg er nu kun i noget punktpraktik, og bare det at vide det er to uger (kan slet ikke overskue det, det føles som en evighed selvom det jo ikke er) er lige som at få en spand koldt vand i hovedet, til trods for jeg virkelig er sikker på det er den her uddannelse jeg vil have.

Jeg fik i slutningen af sidste år en depression, som jeg kæmpede meget med, alene, fordi jeg igen ikke følte jeg var god nok og min læge troede jo sikkert heller ikke på mig(havde jeg bildt mig selv ind). Jeg fik Akarin, men jeg kunne slet ikke lide den person jeg blev af at tage dem så stoppede og jeg kom ved egen hjælp på benene igen.
Min læge mente bestemt at min PCO blandt andet var skyld i jeg havde det sådan. Jeg er virkelig bange for hvad det kan være det der gør mig så ked af det nu jeg vil helst ikke falde i det hul igen hvor jeg konstant er ked af det.
Er det mon bare min PCO der spiller ind, er der andre af jer der har det lidt lige sådan?

Så fik jeg lige lidt luft... Unskyld det lige er jer det gik ud over.....
 
schmidt-m
hej
du er bestemt ikke alene.. hvilket jeg faktisk også gik og tænkte. jeg er lige blevet færdig som ssh og læser nu til ssa, jeg er også meget let til tårre og det var meget hårdt at kæmpe med for man har jo ikke lyst til at starte praktikken med at tude... jeg har aldrig fået konstateret en depression, men ved at der er nogle ting i fortiden som presser på og måske er det, det der engang i mellem spiller ind..
lige nu går jeg i et virkeligt sort hul... er træt, gider ingen ting, gider ikke buge tid på min familie (kæreste & søn) er vildt uretfærdig over for dem, er sur og har det egentlig bedst langt under dynen.. det er slet ikke mig.... men hvorfor?? tænker meget på om det er nu jeg har brug for hjælp eller om det bare er en pco nedtur...
ved det ikke lige hjalp dig at høre om min nedtur også.... men det ku være andre havde oplevelser med nedture og pco??

KNUS
 
MYES
Først stort tillykke med uddannelsen, det er da rigtig dejligtSmile


Det er rart at høre man ikke er den eneste der har det sådan også selvom det er lidt trist, for man ønsker jo ikke for andre de skal gå og være kede af det.
Udover det er det rigtigt vigtigt at man snakker med nogen om hvordan man har det, for det er den bedste måde at kommer over det på. Du skal være meget velkommen til at skrive til mig hvis du har brug for en at snakke med, du kan jo bare skrive til mig privat.
Nogle gange kan det være rart at snakke med en udenforstående, men som stadig ved hvordan man har det.

Men jeg tilslutter mig, håber der er andre der nogle oplevelser de il dele med os.

Og ellers, tag en snak med din læge, det er en god ide at have en i ryggen som følger en, også selvom det måske ikke er så alvorligt.

Det er hårdt at sidde i praktikken og kæmpe for at være social overfor de gamle mennesker som jo gerne vil se et stort smil, når man egentlig har mere lyst til at sidde og tude, eller gå hjem og bare spærre sig inde..
 
hult
Hej MYES og schmidt-m

Det skrives flere steder at depression kan have en sammenhæng med PCO, men er ikke helt klar over om det er fordi hormonerne "buldrer" eller om det er fordi vi har så mange op og nedture og ting vi kæmper med med vores PCO.

Jeg har selv en depression som jeg er i behandling for og har været det i nogle år nu og har fået det meget bedre. Jeg får Cipramil imod min depression og det har været en KÆMPE hjælp for mig.

Jeg var så sort og alt var uoverskueligt, jeg kunne ikke længere overskue selv de mindste ting, græd når jeg vågnede om morgen og var mega urimelig overfor alt og alle. Intet kunne glæde mig og mit hoved var så fyldt med bekymring at der ikke var plads til alle. Tilsidst ville jeg bare være herhjemme, havde ikke lyst til andre mennesker. Manden handlede og jeg ordnede så huset imens - nogen gange - for de fleste gange sad jeg stadig og kiggede ud af vinduet når han kom hjem igen og var ikke kommet nogen vegne.

Jeg var overbevist om at jeg var ved at blive skør, kunne bare ikke være rigtigt at jeg ikke kunne finde overskudet til noget som helst og slet ikke samle tankerne om noget.

En ven havde haft det som mig, men jeg så at han pludselig fik det meget bedre og spurgte ham hvad han havde gjort, han fortalte så at han var begyndt at få medicin og nu gik det stille og roligt fremad.

Det var en fredag og jeg ringede straks til min læge og fik en tid allerede mandag. Jeg fortrød ca. 1000 gange i løbet af weekenden at jeg havde bestilt tid, for kunne slet ikke finde ud af hvordan jeg skulle forklare hvad der var galt og jeg græd som pisket både da vi skulle ud af døren herhjemme og nede hos lægen. Men - hun forstod helt hvad jeg fortalte og hun kunne endda fortælle mig om ting jeg følte inden i!!

Jeg begyndte så min behandling, langsomt og så med øget dosis, først sker der intet mærkbart, men efter 2-3 uger stod jeg op en morgen og kunne pludselig føle en ro jeg ikke havde haft længe og min mand kunne se at der var "sket et eller andet".

Så gik det langsom fremad og jeg fik igen overskud til forskellige ting og jeg var mere afslappet og min dårlige samvittighed over ikke at slå til tog af og jeg fik mere og mere overskud igen og fik lyst til ting, som længe havde været som et bjerg at bestige var pludselig kun en lille let bakke at komme over.

Jeg får stadig medicinen, mange kan have brug for en vedligeholdesesdosis. Jeg kan stadig gå lidt i sort, men i stedet for at blive nede i flere uger går der nu højst en dag så er jeg med igen.

Min læge fortalte mig om nogle skemaer man kan udfylde på netdoktor
http://community....ticle_1512for at se om man måske har en depression og kan have brug for hjælp.

Nogen får medicin og nogen kan klare sig med psykologhjælp.

Har I det som I beskriver nu igennem længere tid, så prøv at tale med lægen om det, det er ikke altid man kan komme over det selv.

Bare spørg hvis der er noget I er i tvivl om

Knus
I hope you never fear those mountains in the distance
Never settle for the path of least resistance
Living might mean taking chances - But they're worth taking
And when you get the choice to sit it out or dance
I hope you dance


www.hultshome.dk
 
http://www.hultshome.dk
schmidt-m
hej Wink
Tak for ordene Smile
Ja det er vigtigt at få snakket og hvor er jeg glad for den her side.

Mht til det med at græde. så er det jo okay at græde, men det er bare ikke altid det er et hensigtsmessig tidspunkt feks når vi er pofessionelle på job. men man kan træne det, vi fik noget undervisning engang, som gik på at provokere det frem. feks hvis man altid tuder til kærligheds film, så sæt en film på og når man kan mærke det bgynder at knue i maven og der sidder en tårre i øjenkrogen, tænker man....
Fokusere på filmen, se/lyt og lad vær med at mærke fra halsen og ned, byg en mur... Det virker og man bliver bedre til at kontrolere følelserne, styre hvornår man giver slip og få grædt ud og hvordan man lukker af og gemmer det. MEN HUSK DET ER JO KUN ET SUNDHEDSTEGN AT MAN TØR MÆRKE SINE FØLELSER!!

Jeg er ret sikker på at der er noget rigtigt i at vi pcoér er mere udsatte for depression pga hormonerne.

Jeg skal til læge på tirsdag og vil helt sikkert snakke med ham om det. for kan mærke at det den her gang er sværre at komme ud af og måske er mere omfangende. Det er en sort ond cirkel -jo mere sur og trist jeg bliver jo mere uretfærdig bliver jeg også over for min familie og så får jeg dårlig samvittighed over det og så bliver jeg først trist af at tænke på den dårlige kæreste/mor jer lige nu.

til MYES, jeg syntes det er en kæmpe fordel at vi er uddannet inden for sygdomme og pleje... jeg har i hvert fald haft nogle rigtig gode lærer som har givet os nogle gode redskaber til at håndtere sygdomme, psykologi- håndtere føelser, kommunikation om det og hele forståelsen om hvad det er der sker i/med kroppen.

held og lykke






 
mette85
Nej hvor blev jeg både glad og ked af at læse jeres indlæg her.... Hvor kan jeg bare se mig selv i alt det i skriver. Letter lidt på det hele at vide andre har det på samme måde, selvom det jo er trist.

Jeg er ved at læse til pædagog. Startede i praktik i en børnehave for 1½måned siden og skal være der 4½måned endnu. Lige nu føler jeg bare et kæmpe pres, da de "bestemmer" om jeg kan fortsætte min uddannelse - en uddannelse som jeg virkelig brænder for. Jeg har tidligere været medhjælper i en børnehave og elskede det. Synes det var dejligt at stå op til om morgenen. Nu er jeg somme tider i tvivl om det er det jeg vil, synes det er virkelig hårdt og er bange for det er mine egne krav til mig selv der er for store. Har tit en følelse af, at jeg ikke kan bidrage med nok til børnene og har nok ideer til aktiviteter. Men indtil videre har jeg kun fået ros, så det skal nok gå, men har jeg så svært ved at sige til mig selv, fordi jeg også ofte ser sort på tingene. Men når man ikke har meget energi og føler sig træt og at man ikke kan bidrage nok, så er det bare svært at være nok for børnene. Jeg prøver på at ligge det fra mig når jeg er på arbejde, men det kræver bare så meget energi og så orker jeg ikke ret meget når jeg kommer hjem. Som I også siger, så er jeg nogle gange ved at tude, men det kan man jo bare ikke når det er et arbejde med mennesker. Somme tider skal jeg virkelig tage mig selv i ikke at begynde at græde foran børn og personale. Synes også det er ekstra hårdt at være sammen med børn hver dag, når jeg ved det er noget som jeg kan få problemer med senere. Har altid drømt om at få børn, men vil ikke ha det endnu, men det er da helt sikkert i baghovedet, at jeg måske kan have svært ved at blive gravid...

Jeg kan have nogle aftaler med veninder, som jeg virkelig glæder mig helt vildt til og når det så nærmer sig, så har jeg ikke overskud til det alligevel og kan finde på at aflyse... I weekenden havde jeg en enormt hyggelig aften med en veninde, hvor vi også snakkede om det og hun er god til at holde mig fast i mine aftaler med hende. Når jeg først er afsted er det jo også super hyggeligt, men er lige med at komme ud af døren.
Da jeg så gik i seng søndag aften efter en rigtig god weekend, så kørte tankerne rundt og jeg kunne bare ikke lade være med at græde og heller ikke lige overskue at skulle op mandag morgen på arbejde og give en masse af mig selv. Mandag snakkede jeg med den samme veninde om det og jeg kunne slet ikke sætte ord på mine følelser. Jeg synes det er enormt frustrerende slet ikke at kunne beskrive hvordan man har det... Derfor synes jeg det er utrolig dejligt, som jeg skrev, at jeg så kan gå herind og læse, at der altså er andre der har det på samme måde, selvom det ikke er noget jeg ønsker for nogen...

Jeg har også en masse ubearbejdede ting fra fortiden, som gør at jeg har svært ved at bedømme om det er det eller pco'en der gør jeg har det sådan... Har somme tider overvejet om jeg skulle snakke med nogen om det, men har også bare så svært ved bare at fortælle alt til en person, som jeg ikke kender rigtigt - eller hvordan jeg nu lige skal sige det Wink

Nu ved jeg ikke om alt det her giver mening, det er bare mine umiddelbare tanker, men hvor er det dejligt at skrive dem her og vide, at I ved hvordan det hele er. Synes nogle gange det kan være svært at forklare det ordentligt til dem der ikke har det helt inde på kroppen som vi har...
 
schmidt-m
hej igen...
håber forresten i kan forstå hvad jeg skriver.... da jeg er en dør til at stave og nogle gange går det jo lidt hurtigt med lige at få skrevet det man tænker.
 
MYES
Sidder lidt og tænker på hvordan det mon går med jer? Det er helt forfærdeligt at have det sådan, men at vide andre har det lige sådan er næsten endnu værre.
Det er virkelig sådan noget man ikke ønsker for andre.
Jeg er lige blevet færdig med min punktpraktik og i stedet for at glæde mig over at det hele går fremad og jeg lærer nye ting, glæder jeg mig i stedet over jeg nu kun har 12 måneder tilbage af uddannelse..
Min mand er jo også meget påvirket af det så det må næsten være det samme for jer andre... Jeg kan nogle gange takke for den tålmodighed min mand har og ikke mindst overskud og energi til at gøre de ting jeg slet ikke kan selv. Han spørger også meget til det, og han har nogle gange siddet og læst her på siden for at se hvad i andre skriver, for rigtig at sætte sig ind i det. Det er desværre ikke alle der er lige tålmodige, men håber for jer andre at i har en der står bag jer og støtter og prøver at forstå hvad vi går igennem, når man er helt nede og slet ikke har mere overskud..

Mette85 du skriver du har en god veninde der er god til at hive i dig, når du har mest lyst til at melde fra. SUPER DEJLIGT siger jeg bare. Jeg overvejer nu at fortælle min veninde at hun nogle gange er nødt til at hive lidt i mig, for jeg kan også finde på det samme. Jeg lægger nogle gange rigtig mange planer og aflyser så i sidste øjeblik. Glæder mig lidt over hun stadig holder ved.
Det sidste stykke tid er jeg begyndt bare at sige fra fra starten, for så skal jeg ikke have dårlig samvittighed når dagen kommer og jeg leder efter en lam undskyldning. Det er ens venner jo heller ikke tjent med...

Jeg har dog lavet en aftale med min veninde på lørdag, hvor vi rigtig skal ud og shoppe med vores børn. Hun har en dreng der er lige en måned ældre end min datter, hvilket er virkeligt dejligt...
Nå men jeg har virkelig bestemt mig for at jeg skal afsted denne gang, for rigtig at hygge... Så det glæder jeg mig til, det svære kommer lørdag morgen når man hellere vil sove, eller slet ikke føler man har energi til at tage afsted..

Nå, men lad mig høre hvordan i har det....
 
mette85
Hej Myes og selvfølgelig også jer andreSmile!

Jeg synes det er enormt hårdt... Er også bare træt og sidste uge synes jeg bare det hele gik galt, så der orkede jeg næsten ikke at stå op om morgenen og gå på arbejde. Men jeg skulle jo...

Er simpelthen bare så frustreret over, at der ikke er energi til en helt masse, som jeg egentlig har lyst til, men som jeg bare ikke orker når det kommer til stykket... Er bare så træt når jeg kommer hjem efter en arbejdsdag. Som du skrev i et andet indlæg - bare det at vaske op kan være en kamp.

Men som du skriver med min veninde, som er god til at hive mig med alligevel. Det er jeg også rigtig glad for hun gør og har også sagt det til hende mange gange. For det er jo rigtig hyggeligt når først vi er kommet afsted, men er også god til at komm med de dårligste undskyldninger i sidste øjeblik. Men som du også siger, så er ens venner jo heller ikke tjent med det.

Du skrev i et andet indlæg med træthed. Synes også det er uretfærdigt, eller hva ord jeg nu skal bruge, at vi skal have så mange ting at kæmpe med pga. PCO. Synes der er mange ting jeg kan kæde sammen med PCO'en. Jeg er under uddannelse, så har kun SU og så er der ikke mange penge tilbage når de faste udgifter er betalt. Der er ofte nogle der undrer sig over, hvorfor jeg ikke har et arbejde ved siden af. Har også måtte sige, at det orker jeg bare ikke. Har nok i studiet. De har så spurgt, hvorfor jeg ikke får noget i weekenderne, men har bare så meget brug for mine weekender til at slappe af i.

Så var jeg til diætist for nogle uger siden. Hun sagde, at jeg spiser som jeg skal, så det der skal hjælpe mig med at tabe mig er motion. Jeg cykler til og fra arbejde = 30min i alt. Så løber jeg ca. hver anden dag. Mere orker jeg ikke og så sagde diætisten, at jeg skal have pulsen op 90min om dagen. Da hun sagde det, var jeg lige ved at græde. Det magter jeg bare ikke og synes det er SÅ frustrerende, fordi hun jo mener, at det er det der skal til for jeg kan tabe mig. Jeg vil virkelig gerne tabe mig og det er en kæmpe kamp, men orker bare ikke så meget motion pga. trætheden. Hvis bare jeg ikke var så træt om eftermiddagen, så kunne jeg måske godt, men ved ikke lige hvad jeg nu skal gøre...

Jeg håber du Myes får en rigtig hyggelig dag med din veninde og jeres børn på lørdag!!Pfft
 
hemas
Shock Det lyder gevaldigt som om du skal have noget terapi hjælp, på mig lyder du som om du er midt i eller godt på vej ind i en depression.

Jeg Sad gik selv i rigtig mange år før min film den knækkede og da den knækkede så gik det helt galt fordi at jeg havde gået og skjult det for omverdenen så længe, det tog mig meget lang tid at få fodfæste igen.
3 mdr.'s indlæggelse på Stolpegården og 10 mdr. psykolog bistand, for at få mig til at overskue livet igen.....

Så for gud skyld: SØG HJÆLP, nu hurtigere man får hjælp nu hurtigere er det overstået Wink

Jeg er idag 3½ år efter endelig medicinfri og godt på vej, er begyndt og have "små" drømme og håb om fremtiden, før kunne jeg ikke overskue 2 timer frem i tiden....

Så hjælp dig selv til at få hjælp.....

Knus Henriette (hemas)
 
sabina
Hej
Ja det lyder godt nok som en depression.
Jeg fik selv konstateret depression i fredags og er nu blevet sygemeldt. Bare det at gå hjemme og have tid til at dyrke motion og spise det rigtige mad, har gjort jeg allerede har det meget bedre og jer har siden i søndags allerede tabt mig 1,7 Kg. Det er super fedt.
Men jeg frygter nu at skulle tilbage på arbejdet. Frygter jeg kommer tilbage i den samme dårlige rytme og tilstand. kan kun håbe på de piller jeg får virker
 
hemas
Kære Sabina...

Godt at du er blevet sygemeldt så du kan koncentrere dig lidt om dig selv.....

Medicinen er nogle uger om at virke, så bare rolig, der kan også være en del bivirkninger i starten, men de går væk, bare rolig.

Flot at du magter at tabe dig og kan motionere..... det er vejen frem.

Held og lykke
Mvh
Henriette
 
Kirsten84
Kære alle
Jeg er ny her på siden - og som mange af jer andre er jeg både glad og ked af at læse om, hvordan I har det psykisk - for jeg kan genkende rigtig meget af mig selv, men som skrevet tidligere, er det ikke en tilstand, man ønsker for nogen anden!

Mette85 skrev:
Jeg har også en masse ubearbejdede ting fra fortiden, som gør at jeg har svært ved at bedømme om det er det eller pco'en der gør jeg har det sådan... Har somme tider overvejet om jeg skulle snakke med nogen om det, men har også bare så svært ved bare at fortælle alt til en person, som jeg ikke kender rigtigt - eller hvordan jeg nu lige skal sige det.

Sådan havde jeg det også - indtil jeg begyndte at gå til psykolog i foråret.
Hun lader én tale ved at komme med de rigtige spørgsmål, og det er rigtig rar. Jeg stoppede hos hende, da tilskuddet fra sygesikringen stoppede efter 12 gange og min psykolog i øvrigt skiftede job. Vi snakkede om, at jeg måske skulle fortsætte i et gruppeforløb (vi talte om en gruppe for unge, der har mistet deres forældre tidligt, for det har jeg) - men jeg blev ikke optaget i den gruppe, fordi de åbenbart ikke mente, at mine problemer " passe ind" i den kasse. Derfor er jeg meget glad for, at der nu både er en gruppe undervejs på denne side, og har også meldt mig til tilbuddet fra PCO-foreningen om at starte i PCO-støttegruppe.

Mette beskrev også det med, at man i perioder (hvor man måske er fuld af energi?) lægger en masse planer, som man så i sidste øjeblik må aflyse, fordi det bare er for stor en barriere at skulle ud af døren. Det er der sikkert rigtig mange (også ikke-pco'er og mænd), der kan genkende, men det virker som om vores psyke er særlig ustabilt skruet sammen - øv. Jeg var meldt til et løb i kajakroning, men endte med at sidde derhjemme og tude i stedet.
Når jeg læser, at Hemas skriver, at det alt sammen er tegn på depression, så tænker jeg selvfølgelig på, hvorfor min psykolog ikke har sagt det til mig? Er det fordi psykologer kun snakker, mens det er læger og psykiatere, der giver en diagnosen depression? Hemas, du skriver, at man skal søge hjælp - men hvor? Jeg vil gerne gå til psykolog eller gruppeterapi, men det koster jo kassen! Og hvem stiller diagnosen depression? Gør lægen det, på det sædvanlige kvarters konsultation? Det ville jeg ikke være så tryg ved.

Udadtil virker jeg nok meget stærk - også overfor en læge eller en psykolog. Men indeni kan alt være kaos og tudeture i kortere eller længere perioder. Det er kun når jeg er alene, eller overfor min kæreste, at jeg kan vise mig så svag. Men med de her op- og nedture kan jeg godt nogle gange tro, at jeg er maniodepressiv.
Som Mette også skrev, så har jeg også nogle (delvist) ubearbejdede ting fra fortiden, og det er svært at vide, hvad der er pco, hvad der er slæbt med fra fortiden og hvad der måske er stress. Det finder man nok aldrig ud af.
Det eneste, der kan hjælpe mig ud af de sorte perioder, er stabilitet og træning: Dvs. at vide, at min kæreste er der for mig og at vi skal se hinanden hver dag, og at træne hver dag - så slapper jeg mentalt af. Yoga og meditation kan ligesom andre sportsgrene også give en vis sindsro - men alligevel går jeg med jævne mellemrum helt ned med flaget, og det er en hård opgave for min kæreste at forsøge at hive mig op herfra hver gang. Som MYES skriver, kræver det virkelig meget tålmodighed og kærlighed.
Kh Kirsten
 
MYES
Det er næsten lige før jeg får helt ondt i maven hver gang jeg ser der er indlæg herinde under den her tråd, for jeg ved det jo nok betyder der er en mere til vores lille båd... Det er uhyggeligt, at der virkelig ikke bliver gjort mere, det har jeg vist sagt en hel del gange herinde efterhånden.. Men for fa.. vi er virkelig mange med PCO og jeg kan se der bliver også flere og flere der har ting, de slet ikke kan klare selv psykisk.
Jeg havde en god veninde førhen med PCO og hun fortalte mig, den gang jeg var kommet ovenpå igen efter min depression, at PO og depressioner desværre næsten går hånd i hånd, hvis man godt til tider kan være svag, man har også en større chance for at falde i igen, fordi man ikke rigtig kan komme ovenpå igen.
Jeg har meget svært ved at lade mig falde de dage hvor jeg føler det går lidt skidt.
Da jeg gik ved lægen fik jeg taget mig sammen til at bede hende om en henvisning til en psykolog for lige at få det sidste arbejdet igennem, men beskeden lød du får et nummer ved mig, men ingen henvisning, for sådan gør man ikke mere. Det er så lige 1500 kr min. om måneden for bare 2 behandlinger af en time pr behandling. Det kommer man bare ikke langt med. Min skrantende økonomi kunne ikke overkomme bare det halve, så det måtte jeg opgive og derfor er tingene aldrig blevet arbejdet igennem på den rigtige måde.
Fuldstændig vanvittigt man nogle dage, kan vågne op og være bange for hvad nogle siger til en som kan få en helt i kulkælderen. Desværre skal folk ikke sige meget forkert til mig før jeg føler trang til at storme ud på badeværelset og tude øjnene ud af hovedet..
Så er det for mit vedkommende rart at kunne hælde lidt vand ud af ørerne herinde. Det er jo ikke fordi man vil have medlidenhed, men bare det man lige kommer af med lidt af det man tænker på og når man så ser andre skriver noget, og man kan nikke genkendende til det, så føler man sig pludselig ikke så ensom mere.
Det er også rart nok det ikke er min mand der skal høre på det hele tiden. For selvom han prøver at forstå hvad der foregår i hovedet på mig, så kan han ikke forstå det hele, og så er det rart der er piger som jer herinde...

Så lige en positiv kommentar til HULT Så er det her forum en helt genial ideGrin


Kirsten. Nej man kan godt tænke sit, når lægerne sidder på et kvarter og kan diagnosticere om man har en depression eller ej. Men som regel ved de præcis hvad de skal kigge efter af tegn og de har nogle spørgsmål de stiller, som leder dem på vej. Mange har gode erfaringer jo. For mit eget vedkommende var lægen ikke et sekund i tvivl. Til trods for jeg virkelig sad og grinte da jeg snakkede med hende. Som jeg sagde til hende, havde jeg virkelig svært ved at styre mine følelser og det at jeg sad og grinte var ikke fordi jeg syntes det var specielt sjovt, men fordi jeg var helt i panik og var virkelig bange for hvad der skulle ske. Men ikke desto mindre tager lægerne det meget seriøst når man kommer og siger man har det dårligt psykisk. Det skal de, for der er virkelig mange der overvejer selvmord når det er. Så man skal ikke være bange for at man ikke bliver taget alvorligt.
 
hemas
Du skriver: "Når jeg læser, at Hemas skriver, at det alt sammen er tegn på depression, så tænker jeg selvfølgelig på, hvorfor min psykolog ikke har sagt det til mig? Er det fordi psykologer kun snakker, mens det er læger og psykiatere, der giver en diagnosen depression? Hemas, du skriver, at man skal søge hjælp - men hvor? Jeg vil gerne gå til psykolog eller gruppeterapi, men det koster jo kassen! Og hvem stiller diagnosen depression? Gør lægen det, på det sædvanlige kvarters konsultation? Det ville jeg ikke være så tryg ved."

Din Psykolog er ikke uddannet læge det er en Psykiater og det er din praktiserende læge som stiller dianosen (ofte ud fra en test) du kan evt. selv tage testen på Psykiatriforeningens hjemmeside den hedder: Hammiltonstest.
Det er gratis og gå til psykiater og hundedyrt og gå til psykolog, og det er ikke alle psykiatere der kan give terapi.....
Men hvis du sender mig en mail med dit nr. så kan vi snakke lidt om det hele Shock)
Jeg har desværre ikke så stort overskud til og skrive idag.... Sad
Mvh
Hemas
 
MYES
Sjovt som jeg helt var ved at tro det hele var begyndt at flaske sig for mig.. Men sådan skulle det vist ikke være. Hele dagen idag har jeg gået med tårer i øjnene og kæmpet for at holde mig oven vande.
Jeg er så træt af at tænke og være ked af det.. Jeg er træt af at jeg endelig troede at nu gik det den rigtige vej, mend hjælp fra gynækolog til at blive gravid, en smule luft i økonomien til rigtig at hygge med familien og så lige den uddannelse, jeg så længe har gået og drømt om at komme igang med. Og nu sidder jeg så her, med tårer i øjnene, dårlig samvittighed over at have pjækket fra praktik idag og har ingen overskud til noget som helst andet, end at sidde og føle mig som en idiot fordi det hele virker som om det glider fra mig. Føler det som om jeg er ved at fejle alt det jeg har kæmpet for fordi jeg ikke har overskud til at hænge i og holde fast i det.
Jeg er træt af at få at vide der ikke er noget at gøre, at det hele nok skal blive godt igen.
Det hele gik jo godt jeg følte også jeg havde fået meget mere energi efter jeg var begyndt at tage metformin..
Nu er jeg bare virkelig træt igen, jeg har ingen overskud, oprydning, lektier når jeg ikke er i praktik, lege med min datter, passe mit forhold, bliver hele tiden og igen skubbet i bagrunden,fordi jeg ikke har noget overskud når jeg kommer hjem fra skole eller praktik. Al min energi bliver brugt der, hvis jeg hviler mig når jeg kommer hjem føler jeg mig endnu mere træt bagefter, så det har jeg helt opgivet. Jeg sover bestemt ikke for meget, mellem 6-8 timer i døgnet. Men det er næsten som om jeg føler mig mere udmattet end træt. Men i stedet for at være det når jeg rigtig har været igang, så er det bare hele tiden. Fra jeg vågner til jeg går i seng.
Føler mig lidt som en idiot over at klage mig hele tiden enten her eller til min mand, bryder mig ikke om at nogen kal have den ide om at jeg bare altid er en negativ person. Der er bare ikke nogen andre der har vist samme forståelse som jer piger herinde, derfor vender jeg mig lidt mod jer. Min samvittighed holder bare ikke til at lade gå ud over min mand hele tiden selvom han siger han har brede skuldre og kan holde til det.
Nu har jeg bestilt tid ved min læge, så der skal jeg ned i morgen, men hvorfor, når hun alligevel bare siger hun ikke kan gøre noget ved min træthed.. Virker lidt meningsløst.... Samtidig med føler jeg bare jeg er på vej ned i et hul igen, og jeg har ikke lyst til det skal gå den vej...
Men det ødelægger min uddannelse, mit forhold til min mand og datter, så noget må der vel kunne gøres. Det svinger for meget til at jeg bare kan tage det som humørsvingninger.
Smil
Myes
 
hult
Myes, lige nu ønsker jeg at jeg kunne give dig et kæmpe knus, bare sådan rigtigt ”kom her og glem det hele lidt”, men det går tingene desværre ikke væk af.

Alt hvad du har skrevet her kender jeg fra mig selv – da jeg ikke vidste at jeg havde en depression.

En ting er 100 % sikkert, du er ingen idiot – du lyder som om du slidt op indeni og når man er det er der intet overskud eller plads til noget som helst andet.

Godt at du har bestilt tid hos lægen - PCO’en kan give en enorm træthed, men en depression kan give lige så megen træthed og udmattelse! Mener det vil være godt for dig at tale med lægen om at du har det skidt indeni og alt er uoverskueligt for dig som det er nu og ikke ”kun” fokusere på trætheden.

Jeg har fået hjælp, da jeg havde det som dig, jeg får medicin imod depression og det har hjulpet SÅ fantastisk. Nogen kommer til psykolog, andre til psykiater, som også må give dig medicin, og andre går til samtaler hos lægen, men det kræver så en læge man virkelig kan tale med og åbne sig for.

Det lyder til at være mere end humørsvingninger, som du selv skriver og man PCO piger er desværre også deprimeret. Hvis det viser sig at du har en depression, så er der en grund til at du har det så skidt og så kan man tage fat i det og hjælpe dig, man kan ikke selv komme op igen bare lige sådan og det er rædselsfuldt at have det som du har det nu, husker tydeligt den evige dårlige samvittighed overfor alle.

Så håber du har en god læge, der vil hjælpe dig at se ”ind bagved”. Og husk, det er på ingen måde flovt at have det som du har det og heller ikke flovt at skulle sige til lægen at man ikke lige kan finde ud af tingene som de er nu.

Selvom alt er sort for dig lige nu, så husk, der kan komme lys og glæde igen, vi har bare ikke altid overskud til selv at tænde lyset og skal have en hjælpende hånd. Pas på dig.

Knus
Redigeret af hult d. 16-10-2007 16:24
I hope you never fear those mountains in the distance
Never settle for the path of least resistance
Living might mean taking chances - But they're worth taking
And when you get the choice to sit it out or dance
I hope you dance


www.hultshome.dk
 
http://www.hultshome.dk
Wimz
Hej Myes

Her er jeg - har ikke PCO - men jeg er veninde med Hult, som er opstarteren af dette forum. Jeg blev meget nysgerrig i at vide meget mere om PCO, for at kunne forstå hende.... Smile

Jeg kender alle dine symptomer på depression, for jeg har selv været der. Er oprigtig ked af, at du har fået en sådan oven i din PCO, men depressioner har ofte udspring i sygdomme, ulykker eller lignende.

Jeg var selv igennem en svær depression, for ca. 3½ år siden. Jeg kunne heller ingen ting til sidst, og udviklede tillige menneskeskyhed. Min søn (dengang 11 år) måtte gå med mig ned at handle, for jeg kunne ikke selv. Det hjalp at have ham med. Jeg græd bare jeg skulle hænge vasketøj op, for jeg kunne slet ikke klare at have pligter, og jeg måtte sygemelde mig fra mit arbejde.

Første skridt på vejen er at erkende, at man har en depression. Først derefter kan man hjælpes. Det hjalp mig enormt meget at have nogle omkring mig (deriblandt Hult, som jeg talte med over MSN omkring mine tanker). Derudover havde jeg en meget nær ven, som accepterede min depression, og som prøvede at forstå mig. Det skal dog siges, at det kan være utroligt svært for andre at forstå, hvor hårdt man har det.

Jeg prøvede også en psykolog, dog hjalp han ikke i længden, men han gav mig et par fantastiske redskaber.
- Skæld ikke dig selv ud over at du ikke kan noget.
- Accepter at du er ked af det.
- Skriv nogle breve med dine tanker.
- Lav en plan over, hvad du gerne vil lave i løbet af dagen.
- Ros dig selv, hvis du når noget af det på planen.
- Tag et skridt ad gangen, du må endelig ikke stresse dig selv.
- Gå en lang tur. Frisk luft giver energi. Pres evt. dig selv ud og mærk det. (Nok det eneste du skal prøve at presse dig til, for det hjælper).
- Tal med dem, der forstår dig (herinde, hvis du ikke kan med tale med familien). Smile

Jeg håber, at dette hjælper dig en smule. Jeg vil råde dig til en sygemelding. Du har brug for at din krop og hjerne følger hinanden, og det kræver din tid og ikke andres.

Skær alt det fra, som er unødvendigt for dig nu. Det kan endda også være venner og familie, som ikke forstår dig. Nu har du brug for at blive dig selv, ikke mindst for din datters skyld. Smile

Kærlige tanker,
Winnie
 
http://web-star.dk
MYES
Hej winnie og Hult
Nu har jeg siden klokken syv prøvet at finde på noget at skrive, men det ender hele tiden i noget værre rod..
Jeg er virkelig glad for jeres breve og meget støttende ord. Det er dejligt at vide der er nogen der forstår en. Jeg har haft en depression, så kender godt mange af tegnene på det, også derfor jeg selv har sagt jeg skal til lægen nu fordi jeg kan mærke der er noget galt, det er bare uhyggeligt at det går så stærkt. Jeg har godt kunnet mærke jeg har været lidt ved siden af mig selv det sidste lange stykke tid, men har mest taget det som lidt stress når nu jeg var begyndt i skole og havde praktik. Men nu hvor jeg er begyndt at blive så træt og udmattet, så virker det næsten som at få luften slået ud af maven. Da jeg fik konstateret depression endte jeg med at blive så følelseskold at jeg selv til sidst ikke kunne holde mig selv ud og stoppede med mine piller, som lægen havde givet mig (akarin) og de samtaler jeg gik til ved lægen, det var dumt, men jeg havde det jo godt, så tog det ikke så alvorligt.
Lige nu tænker jeg helt vildt meget på konsekvenserne ved at min læge måske ender med at sygemelde mig, og det er så modbydeligt at tænke på alle dem jeg så skal ringe til og stå til ansvar overfor, bare tanken om min mor som virkelig glædede sig på mine vegne over at jeg var begyndt på uddannelsen som sosuhjælper, som hun også har, skal hun nu igen til at ringe til mig hver dag bare lige for at sikre sig at jeg ikke er hoppet i havnen. Det er helt uoverskueligt.
Ville så gerne bare have energi til skole, venner, familie, simple ting som opvasken, men især overskud til at kunne sætte mig to min på gulvet sammen med min datter og lege og smile uden at føle trang til bare at skrige over der ikke er noget overskud i mig. Jeg svigter hende jo...
Lige nu kan jeg hører hende ligge i sin seng og lege med en bamse og snakke og synge for den og være glad, det gør så ondt i hjertet ikke at have energi til at dele det med hende.
det jeg gør mest for tiden, er at sidde foran tvet eller med noget japansk billedkryds for så kan jeg glemme alt omkring mig uden at skulle bekymre mig..
Jeg håber virkelig min læge i morgen forstår mig og vi sammen kan finde en løsning på det hele..

Min mand prøver virkelig at forstå mig, men jeg tror han har virkelig svært ved at sætte sig ind i det hele, hvad der foregår i hovedet på mig. Ville virkelig ønske han kunne forstå det hele, det må være meget frustrerende..

Jeg takker mange gange for jeres breve, de varmer meget.

Knus myes.
Smil
Myes
 
schmidt-m
Hej...
Det er længe siden sidst, jeg har ikke rigitg haft overskudet til at skrive til jer og når jeg forsøgte blev det noget være ævl... så har mest bare kigget med fra sidelinjen....men jeg forsøger nu alligevel.

Og nu er jeg godt nok spændt på at høre om dit læge besøg i dag, myes??

Selv troede jeg lige som mayes at humøret var på vej op..... MEN nej jeg kan sgu ikke finde ud af det...
skolen (sosu assistent) hænger mig ud af halsen, familien køre ikke rigtig, økonomien med, hus, bil, barn hænger ikke rigitg sammen med uddannelse, enormt træt, dårlig samvittighed over ting der ikke bliver gjort og over for min kæreste som må høre på mit DÅRLIGE humør og dårlig samvittighed over for min søn, som jeg virkelig føler jeg er en dårlig mor for..... alt det og meget mere, sammen med at vi nu har arbejdet på barn nr 2 i 1½ år og det vil ikke lykkes!!! nu er jeg så selv blevet i tvivl om det er nu vi skal have flere børn pga økonomien, men min kæreste er også oppe i alderen og vi må derfor vælge om det er nu eller aldrig.... jeg har svært ved at tage den beslutning... i det hel taget har jeg svært ved at finde ud af det.
Jeg føler lige som sidst at der er mange ting i det her og kan ikke rigitg finde ud af hvofor eller finde en vej ud...

Gik en lang tur i dag og tænkte om det så var NU jeg har brug for hjælp?? og tænkte meget på om min læge (som jeg næsten ikke kender, er ny) kunne hjælpe?? Kunne virkelig godt tænke mig en person som kunne hjælpe mig med at ryde op i mit liv.

glæder mig til at høre om jer, selv om dette link er en af de sværeste for mig at læse for mig. den gør ondt...

Sabrina
 
Spring til debat:
Lignende tråde
Debat Forum Svar Nyeste indlæg
Metformin, Provera og dårligt humør... Prøver at blive gravid 6 29-09-2011 17:03
Log ind
Brugernavn

Kodeord



Er du endnu ikke registreret bruger?
Klik her for at oprette dig.

Har du glemt dit kodeord?
Bed om et nyt ved at klikke her.
Besøgende
Gæster online: 2

Brugere online: 0

Antal brugere: 3,176
Nyeste bruger: Lillefis lykke
PCO Forum på Facebook
Kort og godt - PCO kosten
Artikel om PCO
Din gæst har PCO

PCOS awareness ribbon